Lavet til Hospice Djursland, Rønne, Danmark 2009
”Slægtstræet” er et uttrykk for mitt ønske om å lage en skulptur som vil favne. Man skulle ikke møte en ensom figur ved inngangen til Hospice Djursland. Jeg ville understreke det at man er del av en større helhet, uansett hvor alene man føler seg, - At man egentlig er en byggekloss, et element i en større sammenheng. Alle er født ut av noen og inn i en verden som hele tiden er i forandring.
”Aftryksportal”. På samme måte som skulpturen på forsiden forholder seg til ankomsten, omfavnelsen i bygningens arkitektoniske bevegelse og intimiteten i rommet, skal skulpturen på den andre siden av bygget forholde seg til en fantastisk utsikt. Den er en portal, som man fysisk kan bevege seg igjennom.Skulpturen kan oppleves som en siluett, med to kvinnefigurer i profil og hulrommet imellom dem som en figur. Minnet om – lengslen og savnet, men også gjennomgangen til noe annet. Håpet og det uvisse.
Sitat fra Hospice prest; Hanne Marie Houkjær:
”Når jeg ser Slægtstræet”, tænker jeg: Vi er her på forskellige steder, til forskellig tid. Men vi deler vilkår. Vi er i grunden så ens. Har så meget tilfælles. Vi har hinandens liv i våre hænder, vi forbinder os og bevæger hinanden. Jeg kan ikke lade være med at røre ved den. Og blive berørt. Og det er vel i grunden det livet handler om. - At røres, bevæges og elske. Om Aftryksportalen: De læner sig op ad hinanden i sol og i blæst. Men nu har de vendt sig om og går hver sin vej. Måske er de bare på vej ud i hverdagen en ganske almindelig morgen. Måske ses de aldrig mere på denne jord. Men aftrykket af den anden er prentet dybt ind i dem. Det aftryk forsvinder aldrig. Vi ser det så tydelig. Vi ser deres kærlighed og deres sorg, som handler om det samme. Tilknytning”.
